OSTERTAG CRÉMANT BRUT CUVÉE PRESTIGE

90/100

En forfriskende Crémant fra Alsace

Vinen byder dig velkommen med sit grøn-gule skær og naturligvis med bobler. Intensiteten på boblerne er medium til medium minus intensitet, og flyder flot op gennem glasset.

Næsen på vinen er utroligt tiltalende, dog er aromaerne få, men i den grad flot tilstede. Især aromaen af drømmekage, vil være dét som gør at jeg vil huske denne vin det næste lange stykke tid. Udover drømmekage, vil du også kunne forvente aromaer af, citron, grønne æbler, grapefrugt og blodappelsin. Alt i alt en dejlige frisk og samtidigt cremet næse, der virkeligt giver  lyst til blot at dykke ned i den.

På paletten bliver du bestemt ikke skuffet, vinen indfrier de forventninger næsen satte i vente. Vinen har en flot balance, vinen er tør med en god syre som sætter mundvandet i gang, dog uden af vinen opleves “sur”, intensiteten på boblerne opleves som værende små halv aggressive, som giver en rigtigt flot mundfylde. Når boblerne når svælget, skummer de dog relativt meget op, hvilket man ikke lige forventer udfra mundfylden.

Aromaerne som kan opleves i vinen er følgende, citron, grønne æbler, lakridsrod, grapefrugt, igen lidt drømmekage(dog mindre markant) og lemon schweppes.

 

Drik dog hele vinen når flasken er åbnet, den fungere ikke særligt godt dagen efter, om så du bruger en champagne stopper, en sølvske eller bruger en magisk besværgelse. Men hvem gemmer også sådan nogle gode dråber til dagen efter?  

Så leder du efter en god og forfriskende mousserende vin, som skal være tør, men uden at være “sur” ? så er den her altså et rigtigt flot bud. Vinen kan købes hos barevin.dk til 159,- hvilket må siges at være en kanon pris for denne.